Elefanten med den bæredygtige mission - historien om Fairtrade

I år er det 25 år siden Fairtrade kom til Danmark. Siden 1994 er en elefant kommet og gået – og fair handel har fået endnu større fokus. Følgende er en gennemgang af fakta og nøgletal fra Fairtrades historiske arkiver.

Det hele begyndte med et nødråb om fair handel i stedet for bistandshjælp. I 1986 meddelte mexicanske bønder den hollandske hjælpeorganisation Solidaridad, at hvis det stod til dem, kunne bistandshjælpen godt ophøre, hvis bare de fik en fair pris for deres kaffebønner. Svaret blev fonden Max Havelaar med den lille håndtegnede elefant som mærke – og forløberen for Fairtrade.

Kampen for bønders rettigheder
Max Havelaar-navnet er inspireret af den hollandske embedsmand Dekker. Tilbage i 1859 fik han nok af Hollands korrupte koloni-administration og skrev den selvbiografiske roman ’Max Havelaar’, der både var en social engageret og kolonikritisk fortælling[1] – samt startskuddet på Dekkers kamp for bønders rettigheder i Indonesien[2]. Romanen blev senere filmatiseret og vandt sågar en dansk Bodil for bedste ikke-amerikanske film i 1981[3].

Elefant-mærkets mission blev at leve op til navnet Max Havelaar og kæmpe for bøndernes rettigheder. Max Havelaar-fonden blev stiftet i Holland i 1988 med det formål at give andelsforeninger af småbønder adgang til vestlige markeder, sikre dem en fair pris for deres kaffe og gøre dem uafhængige af lokale mellemhandlere.

Elefantens ankomst til Danmark
Den lille hollandske elefant voksede sig større og besluttede sig for at rejse til Danmark. Her blev den danske Max Havelaar-fond stiftet den 22. november 1994. Elefanten kom til Danmark for at oplyse om bæredygtig handel og kontrollere, samt forbedre, handlen mellem producenter i ulande og de vestlige markeder.

Den 25. april 1995 lærte elefanten, danskerne, at drikke mærket kaffe, da de første Max Havelaar-kaffer kom på hylderne i de danske supermarkeder. Elefanten, der nu havde vokset sig stor og stærk, havde bredt sig til 12 lande med nationale Max Havelaar-kontorer. Elefanten krydsede landegrænser for at opnå sin mission om en mærkningsordning, der ikke blot handlede om velgørenhed eller bistandshjælp, men præsenterede en samhandelsmodel, baseret på lighed og respekt. På seks år fik elefanten solgt 60 mio. poser kaffe – der sikrede småbønderne en merindtægt på 200 mio. kr. sammenlignet med verdensmarkedsprisen.

Elefantens kamp for klimaet
Men elefanten ville mere end fair handel. I midt 90’erne udarbejdede det amerikanske Worldwatch Institute en liste med verdens mest alarmerende miljøproblemer: beviser for den globale opvarmning indeholdt beretninger om smeltende gletsjere, bjergflora, der trak sig mod højere højder og skove, der rykkede nordligere. Elefanten stod overfor et truende klima og måtte støde tænderne til og blæse i snablen for at beskytte sine hårdtarbejdende bønder. Omlægning til økologisk landbrug, skyggetræer, uddannelse i bæredygtigt landbrug og tiltag, der beskytter biodiversiteten hjælper fortsat bønderne med at løse kampen mod klimaforandringer. Med flere råvarer end kaffe, kan elefant-mærket hjælpe flere bønder.

Den gule snack vi ikke kan undvære
Max Havelaar-elefanten stampede derfor i jorden og sendte subsoniske bølger gennem jordoverfladen hele vejen til Sydamerika[4]. Bananbønderne i Ecuador hørte elefantens kald og sendte mærkede bananer mod Danmark. Den 25. november 1997 landede den første sending i de danske butikker. Smuglæser vi lidt længere fremme opdager vi, at i 2018 spiste danskerne ikke mindre end 13,2 mio. mærkede bananer. Det svarer til 220 om året per dansker – så den gule snack har ligesom kaffen indtaget danskernes hjerter.

Mærket kaffe indtager de danske hjem
I 1998 udgjorde den elefantmærkede kaffe 2 % af det danske totalforbrug. Det svarer til 91 mio. kopper kaffe om året eller 250.000 om dagen. Udover, at der blev drukket en masse elefantmærket kaffe, blev der også drukket kandevis af te. Mere end 13 mio. kopper om året eller ca. 35.000 kopper om dagen blev det til. De danske forbrugere havde taget Max Havelaar-mærket til sig og hjalp elefanten med at gå forrest på den bæredygtige sti.

Elefanten, der skiftede navn
I 2002 besluttede elefanten sig for sætte alt ind på kernemissionen og tog navneændring til Fairtrade. En stærk international frontfigur i kampen for en bæredygtig handel, for fair lønninger til producenter, fair arbejdsforhold og omtanke for miljøet under produktionen – til den rigtige pris. Det er grundstenene i Fairtrades certificeringsordning, som vi kender den i dag. De danske forbrugere hjalp til, og i 2005 blev Fairtrade en ny megatrend. Etisk handel og indkøb var kommet for at blive.

Og det gik hurtigt. I 2007 havde Fairtrade-elefanten formået at skabe store fodaftryk i den danske jord og vækstede på et enkelt år med 70% - et markant år i den danske fortælling. Elefanten voksede sig endnu større med introduktionen af nye produktkategorier som bomuld, krydderier, is, tørret frugt, nødder, slik og chokolader.

En værdig 20 års fødselsdag
Efter at have udbredt sin bæredygtige mission i mange år i Danmark rundede elefanten de 20 år. Det fejrede danskerne blandt andet ved i 2014 at generere en bonus til Fairtrade-bønder og -plantagearbejdere på over 9 mio. kr. Og det er oveni den fastsatte minimumspris Fairtrade-bønder altid modtager for deres råvarer – et værn mod store udsving i råvarepriser på verdensmarkedet. Året efter steg bonussen til 11 mio. kr. Bonussen modtager verdens Fairtrade-kooperativer og -plantager, og på demokratisk vis geninvesteres pengene i uddannelse, udvikling og forbedringer af lokalmiljøet til glæde for bønder og arbejderes familier og fremtidige generationer. Elefanten var umådeligt glad for sin fødselsdagsgave.

Tid til en kaffepause
Fairtrade-elefanten havde i mange år kæmpet med at beskytte sine bønder mod klimarisici og havde efter et brag af en fødselsdagsfest trang til ’verdens største kaffepause’. En kampagne, der blev skudt i gang i 2016. Igen kunne elefanten regne med opbakning fra danskerne. Der blev nemlig drukket 30.000 kopper Fairtrade-kaffe i Danmark i kampagneperioden. Mere end 1,8 mio. mennesker fra 50 lande deltog i kampagnen og tilsammen drak de over 5,5 mio. kopper Fairtrade-kaffe.

En tung gevinst
I året 2018 lykkedes det Fairtrade-elefanten at sælge det, der svarer til 26 millioner fuldvoksne elefanters vægt i bananer. Danskerne havde nemlig købt 13,2 mio. ton Fairtrade-mærkede bananer og brugte i gennemsnit per indbygger 178 DKK på Fairtrade-mærkede varer om året.

2018 var også året, hvor Fairtrade-elefanten fik en helt særlig førsteplads; nemlig som det mærke i Danmark med størst værdi målt ud fra den samlede troværdighed og markedsværdi[5]. Samtidig havde elefanten fået skaffet omkring 2.000 forskellige produkter, der kunne pryde de danske butikshylder ultimo 2018. Og danskere lagde Fairtrade-varer i indkøbskurven til en samlet værdi af mere end 1 mia. kr.

Håb for fremtiden
I år – 2019 – fylder elefanten så et kvart århundrede – og breder sine store ører ud over 1,66 mio. plantagearbejdere og småbønder organiseret i demokratiske kooperativer verden over. Hver dag står de for produktionen, af de råvarer vi elsker, men som vi ikke kan dyrke på disse breddegrader. Det er for eksempel kaffe, bananer, kakao, sukker, te, bomuld, roser, nødder, plejeprodukter samt guld og sølv på Fairtrade-vilkår.

97 % af danskerne kender i 2019 Fairtrade-mærket og forbinder det med fair arbejdsforhold, fair lønninger og bæredygtig produktion – og 87 % af danskerne finder Fairtrade-mærket troværdigt.

En hverdag til forskel
Fairtrade-elefantens stampen i jorden har givet genklang i mere end 125 lande, hvor mere end 30.000 Fairtrade-mærkede produkter sælges. Og ikke mindst beskytter elefanten mere end 1,66 millioner bønder og arbejdere samt deres familier, som er en del af Fairtrade-familien.

Hvad fremtiden byder er endnu uvis, men missionen er langt fra fuldført. Forude venter en fælles kamp mod klimaforandringer – og for en mere bæredygtig fødevareproduktion, indfrielsen af FN’s 17 Verdensmål, brobygning mellem lokale agendaer og lokalt i Danmark, arbejdet for et stærkere parløb med de store supermarkedskæder, så forbrugerne kan vælge at bidrage til en mere bæredygtig udvikling af verdenshandlen gennem deres indkøb.

Vil du være med – så vælg Fairtrade, når du køber ind.

17094 1


[1] kilde
[2] kilde
[3] kilde
[4] kilde
[5] kilde